Tak er kun et fattigt ord

Tak er kun et fattigt ord ….og dog…. Kender du følelsen af at være taknemmelig? Sådan virkelig taknemmelig, så du kan mærke det dybt ind i hjertet? At være taknemmelig er en af de største gaver, vi kan give os selv – og kan være en vigtig nøgle til det lykkelige liv.

Livet er én lang læring, og jeg tror ikke, at vi kender lykken, førend vi har oplevet, hvad det vil sige at være ulykkelig. Du kender f.eks. heller ikke dine stærke sider, førend du har indset dine svage sider. Vi lærer gennem erfaring, og vores erfarin ger med det, der ikke nærer os, bringer os kun endnu tættere på det, der nærer os.

Jeg har læst utallige spirituelle bøger efterhånden, og det der har fanget mig mest i min egen udvikling er, at jo mere jeg lærer værdien af kærlighed og taknemmelighed at kende, jo bedre kan jeg tackle de strabadser, som livet også har at byde på. Det har med tiden radikalt ændret min måde at anskue mig selv og verden på, også selvom det til tider har føltes virkelig hårdt!

 

stilhed i skoven

 

Gaven i taknemmelighed

Hvis du tror på, at universet – og dermed også vores liv – består af ren energi, så tror du også på, at alting vibrerer med en frekvens. Taknemmelighed og kærlighed vibrerer på den øverste del af skalaen, hvorimod vrede, frygt og skam vibrerer på den nederste del af skalaen. Se, det giver jo allerede et stort incitament til at prioritere taknemmelighed frem for vrede eller frygt ikke sandt? Jo højere frekvens du vibrerer med, jo bedre vil du have det i kroppen, og vi kender jo alle sammen ordsproget, at lige tiltrækker lige.

Der er så meget at være taknemmelig for, når først vi åbner vores øjne. Og måske også meget mere, end du lige regner med, hvis taknemmelighed ikke er en fast del af din dagsrytme. Tænk bare på, hvor fantastisk en organisme din krop er. Luften, du trækker ind utallige gange hvert eneste minut. Den energi, der omgiver os alle vegne, og som danner grundlag for vores eksistens. Selv de bitte små ting har stor betydning, når blot du begynder at åbne dine øjne for dem.

Når vi lærer at være mindful i nuet, kan det føles som ren magi. Rigtig mange af os er hovedsageligt tilstede i hovedet, og ikke i hjertet, hvilket efterhånden er blevet meget naturligt med den stressede verden, vi lever i dag. Men gennem meditation og mindfulnes øvelser kan du lære dig selv at komme fra hovedet og ned i dit hjerte. Der, hvor din sandhed gemmer sig. Der, hvor din nøgle til taknemmelighed også gemmer sig.

 

Siger du tak, eller er du taknemmelig

Når du siger tak, skal du kunne mærke det. Det er meget nemt at sige tak. Det er faktisk også meget nemt at sige tak, uden at du reelt mener det. For mange er det blevet et tomt ord, der bliver brugt på autopilot. Det er her forskellen ligger mellem at sige tak og det at være virkelig taknemmelig. Hvor mange gange i løbet af en dag, siger du tak, når du virkelig mener det? Kigger du f.eks. vedkommende i øjnene, når du siger det, så du overfører energien imens? Når du er taknemmelig, kan du mærke det i hjertet, når du siger det. Det føles varmt og kærligt i hele din brystkasse, og du kan ikke lade være med at smile af bare følelsen. Du smiler, fordi du kan mærke de kærlige vibrationer i din krop. Det føles godt. Det føles endda rigtigt godt, og det kommer helt naturligt.

 

louise-hay-quotes-happiness-day-begins-ends-joy-300x300

 

Og hvorfor er det så, at taknemmelighed er så vigtigt? Jo mere et taknemmeligt menneske, du bliver, jo nemmere har du ved at give slip og ved at tilgive. At give slip er et meget stærkt ord og er helt kapitel for sig. At tilgive (som også er et helt kapitel for sig) er måske en af de allersværeste øvelser, vi kan komme ud for her i livet. Men gennem tilgivelse giver vi slip og er i stand til at give næstekærlighed. Sagt med andre ord, så slipper du negativiteten i din egen energi, og denne øvelse bringer dig tættere på den lykke, som vi alle sammen higer efter. Vi vil jo egentlig bare gerne have det godt?

Kombinerer du taknemmelighed med kærlighed vil du få en meget dyb og stærk effekt, der kan forandre dit liv:

  • Din måde at se dig selv på
  • Din måde at se andre og hele verden på
  • Accept af dig selv og andre (endda også de grumme skyggesider og svage sider)

Jeg lærte selv taknemmelighedens gave gennem Rhonda Burnes bøger og film og startede også med at gennemføre hendes 28 dages taknemmelighedsdagbog. Det er virkelig en øvelse, jeg kan anbefale dig at gøre. Du lærer at føle taknemmeligheden dybt ind i hjertet, og det bliver gradvist ført ind i din hverdag som en helt naturlig ting. Hos mig slutter hver dag med at gennemgå, hvad jeg har været taknemmelig for i løbet af dagen, og jeg starter hver eneste morgen med at være taknemmelig for bare det, at jeg har fået endnu en dag at stå op til. Hele vejen ned af trappen på vej mod badeværelset bliver der sagt tak, tak, tak, tak her. At gå i seng med en god energi og at sætte dagsordenen for dagen med en god energi er blevet en meget vigtig ingrediens i mit liv. Måske det også kunne blive det for dig?

3 thoughts on “Tak er kun et fattigt ord

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *