Hvem har dog flyttet min ost?

 

Forandring fryder! … eller… Jamen, vi plejer jo ….(Og du skal sørme ikke komme her og lave om på tingene).

Ikke alle er lige modtagelige for forandring, og for nogen kan det ligefrem være en ren katastrofe, hvis tingene ikke foregår præcist, som de plejer. For andre er forandring en nøgle til selve livet. At bevæge sig med flowet og kontinuerligt udvikle sig som menneske. Hvis du er i tvivl, så hører undertegnede under den sidste kategori, men vi (og hermed også en reminder til mig selv) skal huske, at der skal være plads til alle – og vi skal respektere hinanden for vores forskellige synspunkter. Det handler i den grad om vores komfortzoner, og hvad vi hver især ønsker at få ud af vores liv.

Kender du bogen ”Hvem har flyttet min ost”?

Spencer Johnson har for efterhånden mange år siden skrevet den lille – men meget fantastiske – historie om, hvordan vi mennesker reagerer forskelligt på forandring. Han opfordrer ikke mindst til, at vi bruger forandring positivt. Bogen er blevet brugt verden over – både virksomhedsmæssigt med henblik på bedre forståelse af det enkelte individ i et team men også på et helt jordnært og personligt plan hos mange mennesker i forhold til deres ganske almindelige liv og hverdag.

hvem har flyttet min ost

Det at forstå sine egne svagheder og formå at gøre dem til styrker, kan være svært, men det hjælper “Hvem har flyttet min ost?” med. Har du ikke læst den endnu, kan jeg på det kraftigste anbefale dig at gøre det. Den er relativt hurtigt læst hen over nogle aftener (og den er fantastisk at genlæse igen og igen).

Ganske kort handler bogen om to små mus og to mennesker, Snif og Smut, Hr Hæm og Hr Ha, som hver dag løber ind i en labyrint for at lede efter ost.

Osten er naturligvis et symbol på det, vi søger i livet:

  • Job
  • Penge
  • Parforhold
  • Frihed
  • Helbred
  • Åndelige værdier mm.

Så hvad er vi på jagt efter? Hvad gør os lykkelige? Hvilken strategi har vi?

Hvad sker der, når vi mister vores ost? Er vi bange for at miste vores ost?

På et tidspunkt i bogen slipper osten op, og her udspiller de 4 forskellige hovedpersoner hver deres rolle i forhold til, hvordan de reagerer på den manglende ost.
sæt et lille frø
Hvad vil du gøre, når din ost er ved at slippe op? Vil du sætte dig tilbage med armene overkors og vente på, at der dukker en ny ost op eller måske håbe på, at din ost vender tilbage til dig på mirakuløs vis (Hr. Hæm). Får du måske ligefrem et chok, når du opdager, at osten virkelig er sluppet op? Eller vil du forberede dig på at stikke af sted på jagt efter en ny ost, så snart du kan se, at osten er ved at slippe op? (Snif)

Det her handler i den grad også om din komfortzone

sæt dig selv fri. moderne spiritualitet

Tør du se din frygt i øjnene og bevæge dig ud i labyrinten, selvom du ikke ved, hvad der venter dig? Vi mennesker reagerer forskelligt på forandringer på baggrund af vores opvækst, vores sociale arv, det miljø vi er opdraget i – og det miljø hvor vi har valgt at bosætte os i dag. Et af de sværeste skridt er at forlade din komfortzone. Ikke desto mindre er det her, at du vil vinde umådeligt meget på et personligt plan. I hvert fald hvis du har lyst til at udforske  og fremelske det allerbedste i dig.

Når vi bevæger os ud af vores komfortzone (uanset om det så er tvunget eller ej) vil vi møde:

  • Tvivlen om det er det rigtige valg
  • Frygten for det ukendte
  • Angsten for at begå fejl
  • Usikkerheden i forhold til din samhørighed med andre

Er det hårdt at gå igennem? Ja.

Kan det gøre forfærdeligt ondt i dine følelser? Ja.

Kræver det mod? Ja.

Kan det betale sig? Også i den grad. Det er her, du lærer dig selv at kende for alvor, så det er ikke blot for forandringens skyld. Men helt og holdent for din egen skyld. For dit højeste bedste….

Forandring sker. Forvent forandring. Hold øje med forandring. Omstil dig hurtigt til forandring. Omstil dig. Nyd forandring. Vær forberedt på hurtigt at omstille dig og nyd det så igen.

Hvis du har læst bogen, hvem er du så? Snif? Smut? Hr Hæm? Hr Ha?

Kærligste hilsner

Britt, Snif & Smut

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *