Har du styr på dine overbevisninger?

Vores hjerne er en forunderlig størrelse. Den kan klare hele verden for dig, endda på autopilot. Faktisk så elsker din autopilot, men har du bedst af autopilot? Det handler om at vælge 21 dage og 10 måneder.

Vi er styret af både vores underbevidste og bevidste jeg, og vi har både positive og negative overbevisninger. Det er i bund og grund det, der danner (og styrer) vores liv. Men du kan selv ændre på tingene. Du kan selv gøre op med negative overbevisninger, så du kan ændre på de mønstre, der ikke længere gavner dig. Sjovt nok skelner din hjerne nemlig ikke mellem, hvad der gavner og ikke gavner dig (og din sjæl).

Personlig udvikling
Du er kaptajnen i dit eget liv. Dig og ingen andre.

Hvorfor er det så svært at gøre op med vaner?
Selvom vi godt ved bedre, så gør vi ting, som ikke er godt for os f.eks.

  • Spiser for meget
  • Dyrker for lidt motion
  • Mæsker os i chokolade og slik
  • Ryger
  • Drikker for meget alkohol
  • Kommer for lidt ud i naturen og den friske luft
  • Arbejder alt for meget

Grunden til, at det kan være rigtigt svært, er, at vi kan have været udsat for nogle ting i vores barndom og opvækst, der har sat sig som negative overbevisninger i vores sind. Overbevisninger, som vi måske ikke selv er klar over, men som i vores underbevidsthed saboterer vores liv. Fordi uanset hvor hårdt vi så end arbejder på at gøre tingene anderledes, kan vi være styret indefra af nogle helt andre overbevisninger, som uvilkårligt vil styre os i den retning, som de er ”programmeret” til. Vores indre kritiker kan være en værre bandit af en selv-sabotør, selvom dens formål egentlig er at passe på os. Hvad der gavnede os i en given situation tidligere i vores liv, behøver absolut ikke at være til gavn i vores nuværende situation.
be-more
Så … Det allerførste skridt er at gøre det indre arbejde. Måske få hjælp af en mentor, en coach eller en psykolog, der kan hjælpe dig med at belyse, hvad der foregår under overfladen hos dig, og så er det ellers i gang med arbejde på tingene. Vi skal også kunne følge med, så det handler blot om at tage et lille skridt af gangen – men så længe at vi holder retningen og bevæger os en lille smule hver dag, er vi rigtigt godt på vej. Desuden bliver det også nemmere og nemmere for hver dag, og de små skridt er bedre end kvantespring, fordi de løbende sætter sig bedre fast i vores sind.

21 dage og 10 måneder

De siger, at det tager 21 dage at ændre på en vane og 10 måneder at vedligeholde den / erstatte den med en ny, bedre vane. Så det er kontinuerligt arbejde at holde dig selv til ilden, hvis du ønsker et vedvarende resultat. Men når det er sagt, så er der lys forenden af tunnelen, og hvis vi gør vores bedste for at leve i nuet og blot tage et enkelt skridt af gangen, så er det faktisk ikke helt så slemt, som det måske lyder for nogen. 10 måneder kan lyde uendeligt langt ude i fremtiden, men før du ser dig om, er du allerede godt på vej.

Og når du tænker på det resultat (din gulerod), det giver dig i den sidste ende:

  • En lykkeligere hverdag med lethed og flow
  • Bedre relationer
  • Et længere og sundere liv
  • At udleve de ting eller det liv generelt, som du drømmer om

Så vil jeg vove den påstand, at det er hele arbejdet værd.

a-ttil-b

 

Hvad kan du selv gøre for at ændre på en vane eller overbevisning?

  1. Spørg dig selv hvilken overbevisning du har brug for for at erstatte den gamle. Skriv det ned på et stykke papir; Hvad har jeg brug for for at ændre på den negative overbevisning jeg har. F.eks.”Jeg er tyk og vil gerne tabe mig = jeg elsker mad og kan ikke gøre for det” kunne erstattes af ”Jeg elsker mig selv og behøver ikke længere at dulme min krop med mad”
  2. Hvad kan du gøre for at komme til at ”eje” den nye overbevisning? Hvad kan du gøre for at komme til at føle, at den er sand. Begynd at opføre dig som om, at du ejer denne her overbevisning f.eks. klæd dig i pænt tøj, kig dig i spejlet om morgenen og sig til dig, at du elsker dig selv (eller er ved at lære det), ret ryggen og se folk i øjnene osv. Det handler ikke om at nægte dig selv mad. Det handler om at få skabt en ny overbevisning, så du ser anderledes på tingene
  3. Hvilke handlinger kan du sætte i gang og begynde at gøre hver dag. Find 1 eller 2 ting som du allerede nu kan begynde at gøre i mindst 7 dage. Det vil nemlig betyde, at du så småt er i gang med at arbejde med din nye overbevisning

Styrer dit liv dig?

OG så handler det om at holde ved. Og bygge på efterhånden, som du bliver mere klar til det. Bed om hjælp, hvis du har brug for, at der er nogen, der booster dig.

 

Det ville godt nok være smart, hvis vi bare kunne sige:
Kære hjerne, kære krop
Jeg gider ikke at have denne overbevisning mere,
men jeg vil gerne have en anden og bedre overbevisning. Nu ….

….. og hokus pokus så var den på plads.

Sådan er det desværre ikke, men det behøver ikke at være så langhåret, som det måske lyder. Kodeordene hedder tålmodighed og et positivt mindset. Rom blev ikke bygget på én dag – og det gør dit liv heller ikke, men en drøm uden et mål at gå efter, vil altid kun forblive en drøm ….

 

Kærligst

Britt

Ps. I dette blogindlæg har jeg ladet mig inspireret af John Assaraf, som arbejder meget med mentaltræning og det, at vi selv kan overtage styringen af vores tanker og mindset.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *