Drop to-do listen og indfør mulighedslisten

Er du en af dem, der er tilhænger af to-do-lister? Det er jeg. Der er ingen tvivl om, at det er et fantastisk værktøj til at få skabt overblik og til nå vores mål. Det er i øvrigt også en ret fed følelse at strege ud på listen. Tjek, tjek, tjek! YES! Men vores to-do-lister har det med at gribe om sig. Kender du det? Og på den måde bliver de til et stress våben MOD os selv. Det er jo ikke meningen med dem. Så drop to-do listen og indfør mulighedslisten i stedet for.

Vi har som mennesker brug for at kunne visualisere for at kunne materialisere. Sagt med andre ord, vi har brug for at kunne se tingene for os for også at sætte handling på. Der flyver så mange tanker igennem vores hoved dagen igennem, og det er en umulig opgave at holde styr på dem alle. Derfor er lister super effektive, om du så bruger det på arbejde som opgavestyring, derhjemme for at holde styr på familien og dagligdagen i kalenderform eller en slags fokuspunkt-liste/visionstavle for at arbejde hen i mod nogle mål eller drømme.

Mulighedslisten

Når to-do-listen vokser dig over hovedet

Vi er gode til at være ambitiøse. Vi er gode til at sætte tempo på tingene. Vi er gode til at bruge vores fantasi. For en to-do-liste betyder det, at den kan have tendens til at vokse dig over hovedet. Ganske enkelt fordi den ene idé avler den næste. Og den næste. Og den næste. Når tiden mangler i hverdagen, er der ting på listen, der altid bliver nedprioriteret – og som vi i sidste ende aldrig når. Det resulterer i, at vi altid har noget liggende i baghovedet. Den der dårlige samvittighed. Den dårlige samvittighed giver ikke en fantastisk følelse i kroppen men kan derimod trække dit energiniveau ned.

Mit største problem med de her to-do-lister er altså, hvordan vi mentalt griber dem an.  Der er så mange ting, som vi BØR gøre eller SKAL gøre, og det er her, filmen knækker. Alt det, du burde gøre, som du ikke når, ender i stress, mangel på energi og det kan sætte sig gevaldigt på dit humør i det daglige. Hvis nu vi ændrer på vores tankegang og i stedet siger, alt det vi KUNNE gøre og endnu bedre: ALT DET VI HAR LYST TIL AT GØRE. Se det åbner for nogle helt andre aspekter; nemlig muligheder fremfor forpligtelser.

Så lad os starte et sted. Lad os slette ordene burde og skulle fra vores to-do liste-ordforråd og i stedet for begynde at bruge ordene kan og vil. Det giver en helt anden klang blot at bruge de ord, og det ændrer din to-do liste til en mulighedsliste.

sæt dig selv fri. moderne spiritualitet

5 gode råd til din mulighedsliste

  • Lær at prioritere. Er der ting, du aldrig når, så slet dem fra din liste, for de har åbenbart ikke været nødvendige nok til at du har nået dem
  • Start med de tungeste opgaver, så du ikke står med dem senere på dagen, hvor du har brugt godt af din energi. Få altid det ”værste” overstået først. Ellers vil jeg næsten æde min gamle hat på, at det er de ting, du aldrig når
  • Kig på alle de ting, du har streget ud og fejr din sejr! Det der står tilbage på din liste, er IKKE de ting, du ikke har nået, men de ting, som du KAN lave.
  • Vær realistisk med din tid. Selvom der er meget, du gerne vil nå, så blev Rom ikke bygget på en dag, og det er et faktum. Køb evt. en ugekalender og skriv dine punkter ned her i stedet for på et stort A4 ark. Her kan der ikke stå så meget pr dag, hvilket betyder, at du automatisk får delt dine opgaver ud på flere dage
  • Giv din fantasi frit løb. Giv dig selv lov at skrive ting på din liste, som du rigtigt godt kunne tænke dig at lave og nå – og ikke hvad du mener, du bør og skal. Når du gør det, får du efterhånden flere og flere ting på listen, der kommer fra hjertet. Og det er netop disse ting, der nærer dig og gør dig glad. Hav derfor 2 slags lister. Det essentielle på en liste for sig, og alle dine tilkommende ideer for sig. Og træk kun liste nr. 2 frem, når liste nr. 1 giver plads til det
  • Nyd dagen og nyd øjeblikket. Brug ikke din liste som en slavisk mekanisme, men prøv at være til stede mens du laver dine aktiviteter. Hader du at gøre rent, men har ikke råd til rengøringshjælp, så sæt musik i ørerne og se det positive i tingene. Du har fri imens. Du kan danse lidt. Du kan lade dig fylde op af god energi af musikken. Det kan faktisk være et lille frirum for dig – OG det er en skøn følelse når hele hytten bare dufter af Ajax
  • Tillad dig selv at lytte til din krop. Har du en dag, hvor du er træt og energien mangler, så lad være med at presse citronen. Der er aldrig en rengøring, en madlavning eller en tur i motionscenteret, der er vigtigere end dine egne behov. Har du brug for en lille off-dag, så tag dig en off-dag

Jeg har vist sagt det før, men jeg siger det lige igen. En kær ven lærte mig, at vi har 67 ”dårlige” dage om året. Det er vist som udgangspunkt de dage, hvor din to-do liste ikke er din højeste prioritet…

Kærligste hilsner
Britt

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *